Storebror til brandkadet bliver brandmand

Uddannelsen som brandkadet skaber interesse for livet som brandmand – ikke kun hos de unge, der er i gang med uddannelsen, men også hos de unges familie og venner. 22-årige Philip List er en af dem, der blev inspireret til at forfølge drømmen som frivillig brandmand, efter hans lillebror var begyndt som brandkadet.

Det var lillebroderens fortællinger om oplevelserne på brandstationen, der fik 22-årige Philip List til at fatte interesse for beredskabet. Og han er ikke den eneste, der er blevet motiveret til at deltage i beredskabsarbejdet, efter familie eller venner har gennemført brandkadetuddannelsen.

I Kolding oplever beredskabet, at både forældre og søskende til brandkadetter bliver interesseret i livet som brandmand. For Philip List resulterede interessen i, at han tog grunduddannelsen til brandmand og nu er en del af det frivillige beredskab i Kolding. Herudover har Philip meldt sig som frivillig til Brandkadetter i Danmarks sommertræf.

”Jeg har altid haft en drengedrøm om at blive brandmand, fordi blå blink og det at hjælpe andre mennesker altid har appelleret til mig. Men det var først, da min lillebror blev brandkadet, at jeg handlede på min drøm,” siger han.

Motivationen brødrene imellem

Ifølge Philip List er forholdet mellem ham og broderen godt. Selvom ni års forskel på de to brødre lyder af meget, kan de begge motivere hinanden. Philip List vil prøve at videregive den motivation, som hans lillebror gav ham til at starte som frivillig brandmand.

”Jeg presser lidt på for at få min bror til at fortsætte som brandkadet. Han er den typiske teenager, som er doven og sidder indenfor og spiller computer dagen lang. Han skal udenfor, være aktiv og møde nye mennesker, og det kommer han, når han er brandkadet,” siger han.

Philip List har været på kontanthjælp og kommet i aktivering, hvor to års hårdt arbejde resulterede i en læreplads, men drømmen om at blive fuldtidsbrandmand er ikke glemt.

”Det betyder meget for mig at have fået grunduddannelsen som brandmand. Lige nu går jeg i skole og vil gennemføre min uddannelse. Men hvis jeg finder ud af, at det ikke er noget for mig, er det rart at have andre muligheder. Nu er jeg lige blevet frivillig brandmand, og jeg ved, at man kan gå mange veje med en brandmandsuddannelse. Lige nu skal jeg fokusere på skolen, men på sigt vil jeg gerne være fuldtidsbrandmand,” siger han.

Glæden ved at være frivillig

Ifølge Philip List giver et frivilligt arbejde glæde og mindsker den tid, man ellers ville have brugt på at foretage sig mindre konstruktive ting.

”Det generer ikke mig at arbejde frivilligt, for så laver man ikke noget dumt som eksempelvis kriminalitet. Man bruger i stedet tiden på at hjælpe andre mennesker og få nogle andre ting at gå op i,” siger han.

Philip List skal deltage som frivillig til Brandkadetter i Danmarks sommertræf og ser frem til at give de unge en sjov oplevelse.

”Jeg synes, det er fedt at kunne hjælpe andre mennesker, så de kan få nogle gode oplevelser. Jeg er altid i godt humør og smiler, og jeg håber på, at det smitter, når jeg skal deltage som frivillig til Brandkadetter i Danmarks sommertræf,” fortæller han.

Flere får samme motivation

Philip List tog kontakt til ungdomsbrandkorpset i Kolding, der henviste ham til at blive frivillig ved det supplerende beredskab i Kolding. Han fik derigennem mulighed for at tage grunduddannelsen indsats hos Trekantområdets Brandvæsen.

Philip List kom hurtigt i gang med grunduddannelsen, og ifølge Ole Skøtt, tovholder fra ungdomsbrandkorpset i Kolding, er Philips historie ikke enkeltstående.

”Vi oplever flere, som viser interesse og gerne vil starte hos os. Jeg vil nærmest kalde det en synergieffekt, hvor søskende og forældre, som skal hente de unge, ser hvad vi laver, og derved bliver inspireret til selv at deltage. Vores ungdomsbrandkorps er lavet til de unge, men der er flere, som viser interesse og vælger det frivillige supplerende beredskab,” siger han.