Hjælpeinstruktørforløb booster unge kadetter

30-11-2017

Det var 27 trætte brandkadetter, som forlod Herning Brandstation søndag eftermiddag efter at have gennemført første undervisningsweekend som hjælpeinstruktører. Det var en lærerig weekend med fokus på læringsstile og opbygning af lektionsplaner.

”Aldrig har jeg skrevet så mange noter på én dag. Det interesserede mig, og jeg ville være sikker på, jeg fik alt med”.

Sådan siger Daniel Andersen, der har været brandkadet i Hovedstadens Beredskab i lidt over tre år, og som var en af de udvalgte brandkadetter til første hold af hjælpeinstruktørforløbet.

Hjælpeinstruktørforløbet er nyeste skud på stammen fra Brandkadetter i Danmark. Det nye tiltag skal booste unge brandkadetter, der gerne vil udfordres og lære noget nyt i beredskabet. Det er de lokale brandkadetinstruktører, der har haft muligheden for at indstille udvalgte brandkadetter til at blive optaget på forløbet som hjælpeinstruktører.

”Jeg lærte en masse fra de andre”

Det var en bred forsamling af brandkadetter, der var samlet til weekendens hjælpeinstruktørforløb. De unge var i alderen 13 til 17 år og med alt fra seks års til seks måneders erfaring som brandkadet. Men én ting havde de alle til fælles; de ville gerne lære noget nyt og lære metoder til at give deres beredskabsfaglige viden videre til andre unge, der gerne vil være brandkadet.

Selvom brandkadetternes alder og beredskabsfaglige erfaring spændte bredt, var weekendens faglige niveau tilpasset, så alle kunne følge med.

”Vi har gjort meget for at prøve at ramme et niveau, så alle kunne være med, men så de unge samtidig også blev udfordret fagligt. Vi har især været opmærksomme på, at der ikke skulle være for meget teori. Derfor har vi anvendt cooperative learning processer, krydret med en masse såkaldte icebreakers, hvor man lærer gennem leg. Det har fungeret virkelig godt, og de unge har rykket sig utrolig meget i løbet af de to dage,” siger Rikke Søndergaard, beredskabsfaglig konsulent i Nordvestjyllands Brandvæsen. Hun er en af hovedunderviserne på hjælpeinstruktørforløbet.

De unge har i løbet af weekenden været rigtig gode til at hjælpe hinanden, og det har været tydeligt, at det har været en gruppe af unge, der virkelig gerne ville lære noget nyt og udfordres.

”Jeg synes, det var en fed weekend. Vi fik mange gode værktøjer, som vi kunne arbejde med og gode undervisningsteknikker fra gode og dygtige instruktører. Weekenden var meget spændende og interessant, og jeg lærte bestemt en masse om, hvordan man underviser. Men jeg lærte også en masse fra de andre brandkadetter. Selvom nogle kun havde været kadet i ét år, så kunne de lære mig noget, som jeg ikke selv kunne huske eller vidste. Jeg glæder mig meget til den sidste del af kurset,” siger Daniel Andersen.

Nye venner

Selvom weekendens fokus i høj grad har været på faglighed, har der også været plads til socialt samvær og hygge.

Søndag eftermiddag blev de unge bedt om at svare på spørgsmålet: ’Hvad har været de tre bedste ting ved weekenden?’ Hertil har 72 procent af de unge svaret, at det bedste har været at møde nye venner, sammenholdet og fællesskabet.

For flere af de unge var det gensynsglæde at møde de andre brandkadetter fra hele landet. Flere at brandkadetterne har tidligere mødt hinanden i forbindelse med sommertræf på Femø i sommer eller til Beredskabsforbundets Landsstævne i Næstved forrige sommer.

”Det er dejligt, at vores arrangementer nu også er begyndt at give de unge et netværk på tværs af landet, så de føler sig som en del af et større fællesskab. For én ting er, at de unge får et fællesskab i deres lokale brandkadetkorps, men hvis vi gennem vores arrangementer også kan være med til at give de unge et nyt nationalt fællesskab, så er vi samtidig med til at udvide deres horisont og netværk på tværs af landet. Og det kan være med til at give de unge mod på at bevæge sig ud af deres lokale komfortzone, fx når det kommer til at søge uddannelse og job i fremtiden,” siger projektchef for Brandkadetter i Danmark, Maria Wiktoria Karolini.

At de unge har fået øjnene op for, at der ikke kun findes brandkadetter lokalt, men også nationalt, har inspireret brandkadetterne i Odsherred til at oprette en nye facebookgruppe.

”Vi tænkte, at det kunne være sjovt at lave en facebookgruppe for alle os brandkadetter i Danmark, så det ikke kun er vores eget korps, der kan se, hvad vi laver. Formålet med gruppen er, at vi kan lægge billeder op og følge med i, hvad de forskellige korps laver rundt i landet. Samtidig kan vi også blive inspireret af hinanden. Det er også en måde, hvorpå vi kan holde kontakten og få et stærkere forhold til hinanden,” siger Lasse Sejerø Harmsen, der er brandkadet og frivillig i Odsherred.

Lasse har sammen med en anden brandkadet oprettet den nye facebookgruppe, der hedder ’Danmarks brandkadetter’.

Gensynsglæde i marts

Alle de kommende hjælpeinstruktører kommer til at møde hinanden igen i marts 2018, hvor anden undervisningsweekend af hjælpeinstruktørforløbet afvikles. Her skal de unge brandkadetter op til eksamen, hvor de skal fremvise en del af en lektionsplan foran en censor og en eksaminator.

Inden eksamen i marts har de kommende hjælpeinstruktører tre måneder hjemme i deres lokale brandkadetkorps, hvor de sammen med en mentor blandt andet skal øve sig i at undervise andre brandkadetter.

Brandkadetter i Danmark er i perioden 2014-2018 støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.