Fællesskabet gav Mohammed et skub i den rigtige retning

01-12-2017

20-årige Mohammed Aboutaha var en del af det allerførste brandkadethold i København, der startede for syv år siden. Tiden i brandkadetkorpset gav ham modet til at fortsætte i beredskabet, hvor han nu er frivillig.

Tilbage i 7. klasse var det bestemt ikke en del af planen for den dengang 13-årige Mohammed Aboutaha, at han skulle være brandmand. Men et besøg i klassen fra det lokale beredskab gjorde ham nysgerrig på verdenen inden for murene på brandstationen.

To medarbejdere fra det lokale beredskab fortalte om et nystartet projekt, der ville uddanne unge mennesker til brandkadetter. Sammen med flere af klassekammeraterne ansøgte Mohammed Aboutaha om at blive en del af projektet.

Og det blev han. For kort efter fik han besked om, at han var blevet optaget på det første brandkadethold i København.

”Selvfølgelig var det noget, jeg gjorde af egen fri vilje, og fordi jeg gerne ville prøve at være en del af beredskabet. Men jeg husker også, at flere af mine lærere opfordrede mig til at søge. De mente, at det at komme ud og være aktiv og få mere selvtillid ville være rigtig godt for mig,” siger Mohammed Aboutaha.

Kunne ikke sidde stille

Brandkadetforløbet i beredskabet gav Mohammed Aboutaha det frirum, som han havde savnet gennem skoletiden. Ikke fordi han ikke kunne lide at gå i skole eller havde svært ved at følge med – men fordi han havde brug for at få brændt energi af og bruge kroppen på en anden måde.

”Jeg var ikke god til at sidde stille, og det var en udfordring for mig i skolen. Derfor var det fedt for mig at blive brandkadet og få en meget mere praktisk tilgang til tingene, end man har i skolen,” siger han.

Mohammed Aboutaha fik hurtigt en lille håndfuld kammerater på brandkadetholdet, som han den dag i dag stadig har kontakt til. Fællesskabet på holdet er en af de ting, der står rigtig klart for Mohammed Aboutaha, som særligt husker en episode, hvor holdkammeraterne hjalp ham i mål.

”Vi var til Beredskabsforbundets landsstævne, hvor vi skulle konkurrere mod andre brandkadethold. Hele dagen havde været rigtig hård fysisk, og jeg var træt. Den sidste konkurrence var en rigtig løbekonkurrence, og da jeg var i dårlig form, måtte mine holdkammerater skubbe mig i mål. Det er stadig noget, der står meget klart for mig, fordi det viser, hvor meget man kan, når bare man hjælper hinanden,” siger han.

En del af de frivillige

Da Mohammed Aboutaha var færdiguddannet som brandkadet, fortsatte han med at komme i beredskabet. Han hjalp til på brandstationen og var med brandmændene på vagt.

”Jeg var en af dem, der blev hængende, og jeg fik et rigtig godt forhold til mange af brandmændene på stationen. De lærte mig rigtig meget om at være brandmand, og jeg sugede al den viden til mig, som jeg kunne få. Jeg blev ved med at komme på stationen flere gange om ugen helt frem, til jeg fyldte 18 år,” siger han.

Herefter blev Mohammed Aboutaha en del af det frivillige beredskab i Hovedstadens Beredskab. Her mødes han med andre frivillige en gang om ugen og øver sig blandt andet i værdiredning, som er en af de arbejdsopgaver, det frivillige beredskab typisk bistår med under en indsats.

”Jeg var blandt andet med, da der var brand i Illums Bolighus på Strøget. Der var vi et hold af frivillige, som gik ind i bygningen, efter den var blevet sikret, og forsøgte at redde så mange værdier som muligt,” siger Mohammed Aboutaha.

Han er ikke i tvivl om, at den store tilknytning til beredskabet, som han har haft gennem hele sit ungdomsliv, har været med til at give ham et skub i den rigtige retning.

”Det er jo svært at sige, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde været brandkadet. Men jeg er opvokset på Nørrebro i København, hvor der flere steder er et hårdt miljø, og hvor man nemt kan komme i dårligt selskab. Der har det helt sikkert hjulpet mig, at jeg kunne bruge meget af min fritid på brandstationen og være beskæftiget på den måde,” siger Mohammed Aboutaha.

En oplevelse for livet

Lige nu er Mohammed Aboutaha i gang med at færdiggøre sin uddannelse som salgsassistent i Føtex, hvor han har arbejdet, siden han var 15 år.

De mange gode redskaber, han lærte i sin tid som brandkadet, har han kunnet tage med i sit nuværende arbejdsliv. For brandkadetforløbet gav Mohammed Aboutaha meget mere end en indsigt i arbejdet som brandmand.

”Jeg har lært at tage ansvar, holde aftaler og stole på mig selv. Det er nogle rigtig vigtige evner, som jeg kan bruge resten af livet. Jeg har lige været til eksamen, hvor jeg skulle fremlægge min opgave. Det gjorde mig slet ikke nervøs at stå der og fremlægge, fordi jeg som brandkadet lærte at tale foran andre mennesker,” siger han.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt han gerne vil fortsætte med at være frivillig i Hovedstadens Beredskab, kommer svaret prompte:

”Ja! Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke skulle være frivillig. Det har allerede givet mig så mange fede oplevelser, som jeg ikke ville kunne få på andre måder. Og så kan jeg rigtig godt lide, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre.”

Brandkadetter i Danmark er i perioden 2014-2018 støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.