Brandkadetter hos Lolland-Falsters Brandvæsen som TV-stjerner

02-11-2018

Gennem en periode på et halvt års tid har TV Øst fulgt uddannelsen af det første hold af brandkadetter i Lolland-Falster Brandvæsen. En stor oplevelse for de unge brandkadetter, der har givet en del af sig selv for at kunne vise et så ægte billede af livet som brandkadet som muligt.

At have et tv-hold der følger ens mindste bevægelse, er nok ikke hverdagskost for de fleste teenagere. Men sådan har hverdagen været for Lolland-Falster Brandvæsens første brandkadethold. De er nemlig blevet fulgt af TV Øst i løbet af det sidste halve år – i alt fald når de har været af sted med Lolland-Falster Brandvæsen i brandkadetregi.

Strabadserne har udmøntet sig i en tv-serie, hvor man kan følge udviklingen hos de gæve brandkadetter over seks afsnit, der for første gang løber over skærmen d. 4. november på TV Øst.

En enestående mulighed for at udbrede kendskabet til brandkadetprojektet, og derfor var der hos Lolland-Falster Brandvæsen ikke meget betænkningstid, da TV Øst først fik opmærksomheden rettet mod det første kuld af brandkadetter, som Lolland Falster Brandvæsen ville uddanne:

”Vi vil jo enormt gerne fortælle den gode historie om de her unge mennesker, der gennemgår en kæmpe udvikling. Det er jo en ren solstrålehistorie”, siger Jesper Atkinson Pedersen, der er projektleder for brandkadetterne og til daglig fastansat ved Lolland-Falster Brandvæsen.

Udfordringer skaber udvikling

En af de brandkadetter, der har rykket sig meget gennem sin tid som brandkadet, er 14-årige Nadja Saalby Kristiansen. For hende har brandkadetuddannelsen nemlig været et skub hen imod en mere glad og selvsikker person, der også kan have en mere positiv hverdag som enhver anden, der går i 8. klasse.

”Her kan jeg bare være mig selv, og så har jeg altid haft lyst til at hjælpe og redde mennesker – og det får jeg lov til her”, fortæller hun og indrømmer, at hun har fået en på opleveren ved at have et kamerafolk tæt inde på livet.

”Til at starte med var jeg meget opmærksom på, hvad jeg sagde og gjorde, når kameraet var tændt, men det endte med bare at være en sjov oplevelse”.

Noget, 15-årige Marcus Thestrup Rasmussen, der også er brandkadet, kan nikke genkendende til.

”Det var selvfølgelig lidt underligt i starten, at der var et kamerahold oppe i ansigtet hele tiden, men det blev hurtigt ret naturligt”, fortæller Marcus Thestrup Rasmussen, der gerne ville være med i tv-serien, fordi han håber på, at idéen om brandkadetter kan blive udbredt endnu mere.

For projektet er værd at holde øje med, lyder det fra Marcus, der udover hans daglige gang i 9. klasse i Nakskov, er i gang med hjælpeinstruktøruddannelsen under Brandkadetter i Danmark.

Han nyder nemlig fællesskabet, og de udfordringer brandkadetkorpset giver.

”Når man har interesse for beredskabet, og måske drømmer om at blive brandmand, så er brandkadetkorpset det tætteste, man kommer på at være brandmand, når man er så unge, som vi er”.

Brandkadetter skaber begejstring

En forhåbning, som Jesper Atkinson Pedersen deler. For det er ikke kun godt for de unge mennesker, at de får en større viden om brandsikkerhed og udvikler dem selv.

Brandkadetprojektet har nemlig givet hele Lolland-Falster Brandvæsen et løft.

”Efter vi har fået iværksat brandkadetprojektet, så er der sket en opblomstring af vores frivilligenhed, der virkelig tager fat i det her ungeprojekt. Det skaber en begejstring, som virkelig er med til at løfte engagementet og initiativet”, forklarer Jesper Atkinson Pedersen.

Derfor ser Jesper Atkinson Pedersen da også frem til det næste kuld af brandkadetter, der skal uddannes i Lolland-Falster Brandvæsen. De skal dog ikke forvente en anderledes behandling, end det de ser på tv.

For under optagelserne er der blevet insisteret på, at forløbet og uddannelsen skulle foregå så naturligt som overhovedet muligt.

”Hvad man ser i tv-serien, det er også sådan, det er til hverdag. Vi har hverken behandlet brandkadetterne bedre eller værre, fordi der har været en kameramand i nærheden”, lyder det fra Jesper Atkinson Pedersen, der dog også betoner vigtigheden af den tryghed, man har fået i samarbejde med TV Øst:

”Under hele processen har vi oplevet, at TV Øst har været enormt dygtige til ikke at gå i vejen og blot være der, uden man har lagt mærke til dem. Men det hjælper naturligvis også på det, at deres fotograf er tilknyttet Lolland Falster Brandvæsen i sin fritid, så han er et kendt og trygt ansigt for de unge”.

Dommens time er kommet

Optagelserne er nu veloverståede, 11 brandkadetter er blevet uddannet, og tilbage er der kun at vente på, hvordan venner, familie og resten af seerne hos TV Øst tager imod programmet. Uvisheden skaber en vis spænding, men dog også glæde, lyder det fra Marcus Thestrup Rasmussen og Nadja Saalby Kristiansen.

”Det bliver virkelig spændende at se, hvad de har fået ud af de mange timer, vi har været sammen. Men det bliver også rart endelig at have noget at kunne vise til alle dem, der spørger om, hvad man egentlig laver”, fortæller Marcus Thestrup Rasmussen, der bliver bakket op af Nadja Saalby Rasmussen, men som da også kan blive en smule nervøs for modtagelsen af programmet.

”Hvis nu folk ikke kan lide det, de ser, så står vi lidt for skud. Men vi er, som vi er, og jeg er glad for at være brandkadet”, afslutter hun med stolthed i stemmen.

Første program løber som beskrevet over skærmen d. 4. november, og du vil løbende på Brandkadetter i Danmarks Facebookside finde yderligere information.