Arbejdet med unge i beredskabet fortsætter i nyt projekt

Tanken om arbejdet med unge i beredskabet lever videre, når det nye projekt ”Unge i Beredskabet” pr. 1. januar starter op. Det sker da VELUX FONDEN og Forsvarsministeriet sammen har finansieret det nye projekt. Processen mod skabelsen af et nyt projekt, er derfor godt i gang.

Selvom det med udgangen af dette år er slut med Brandkadetter i Danmark som selvstændigt projekt, så er det ikke slut med arbejdet med unge i beredskabet. Forsvarsministeriet og VELUX FONDEN bevilligede nemlig tidligere på året penge til et nyt projekt.

Det nye projekt får navnet ”Unge i Beredskabet” og starter op pr. 1. januar 2019. Det nye projekt vil tage udgangspunkt i Brandkadetter i Danmarks femårige arbejde med unge i beredskabet samt tidligere opnået viden og erfaringer.

Men der skal også bygges videre fra det gamle projekt til det nye, og det helt store mål er derfor at styrke fællesskabet på tværs af alle beredskabsenheder rundt omkring i landet.

”Vi skal favne alle dem, der har lyst til at være en del af arbejdet med unge i beredskabet.  Om de kalder sig brandkadetkorps, ungdomsbrandkorps eller juniorbrandkorps, det er underordnet for vores store mål er at skabe rummet for, at unge mennesker i beredskabet kan udvikle sig, og at korpsene derude bliver mere robuste via et fælles netværk. Vi tror nemlig på, at sammen står vi stærkere og kan opnå mere”, lyder det fra Maria Wiktoria Karolini, der i dag er projektchef for Brandkadetter i Danmark, og som fortsætter over i Unge i Beredskabet.

Nyt projekt, men samme vision

Foto: Bjørn Nielsen

Selvom det er et nyt projekt, der starter op, vil der stadigvæk være mulighed for samme rådgivning og sparring, som man kender det fra Brandkadetter i Danmark.

Faktisk håber projektkontoret, at de kan yde assistance til endnu flere:

”Udover at vi i samarbejde med landets kommuner og beredskaber skal starte 11 nye brandkadetkorps op, så er det bestemt også intentionen, at der skal tilbydes endnu flere netværksmøder, flere uddannelsesforløb og generelt håber vi på, at vi kan være medvirkende til et kompetenceløft”, fortæller Maria Wiktoria Karolini, der især peger på nye uddannelsesforløb, der er på tegnebrættet frem mod 2019:

”Vi skal blive bedre til at fastholde de unge i beredskabet, og såvel instruktører som unge efterspørger mere uddannelse. Så vores mål er at gøre det endnu mere attraktivt at være instruktør eller tage springet fra kadet til frivillig eller deltidsbrandmand via forskellige uddannelsesforløb. Så der er en masse spændende på vej, som vi glæder os til at præsentere under Unge i Beredskabet”.

Den kommende proces

Grundet opstarten af Unge i Beredskabet vil følgere af det nuværende projekt opleve nogle omstruktureringer på de sociale medier .

Blandt andet vil Brandkadetter i Danmarks Facebookside frem til 1. januar 2019 hedde ”Brandkadetter i Danmark – Unge i Beredskabet”, hvorefter siden blot vil hedde ”Unge i Beredskabet”:

”Frem til den 1. januar, ændrer vi en smule i vores navn på de sociale medier, så folk er klar over, at der kommer et nyt projekt. Det betyder også, at vi kan fastholde de følgere, vi har på de sociale medier, når det nye projekt starter”, fortæller Maria Wiktoria Karolini, der ser en klar styrke i at kunne bruge den tidligere målgruppe aktivt i opstarten af det nye projekt:

”Det er essentielt, at vi kan fastholde vores følgere på de sociale medier. Vi forventer nemlig, at dem der allerede følger Brandkadetter i Danmark også vil have en interesse for arbejdet med unge i beredskabet – et formål, som både det nuværende og det kommende projekt har til fælles”, lyder det.

Med en sammenfletning af de to projekter på de sociale medier, er forhåbningen, at Unge i Beredskabet fra det nye år kommer bredest muligt ud, fortæller Maria Wiktoria Karolini, der i den kommende tid får travlt med resten af projektkontoret, da diverse praktiske ting skal ordnes. Heriblandt en ny hjemmeside, der skal tegne det nye projekts ansigt udadtil:

”Selvom det er en travl periode, så er det det hele værd, når vi kigger rundt i landet og ser, hvor stor en forskel arbejdet med alle de unge i beredskabet gør. Den forskel vil vi være med til at videreudvikle, så endnu flere unge i fremtiden kan få berøring med beredskabet”, afslutter Maria Wiktoria Karolini.

Billedet i toppen af artiklen er taget af Bjørn Nielsen.